Valletta: Maltas hovedstad inden for bastionerne

Valletta har ingen strand. Byen ligger på en smal klippehalvø mellem to havne, og kysten er bastioner, kajer og flade kalkstensklipper. Vil du i vandet, er det fra klipperne.

En af de mest brugte badepladser ligger ved Fort St. Elmo på halvøens spids, hvor betontrapper fører ned til klipperne og udhuggede trin går ned i vandet. Det er dybt med det samme og kræver, at du er sikker i vandet, og det er svært at komme op igen, når der er bølger. Langs Marsamxett-siden bader de fastboende også fra klipperne om sommeren.

Den nærmeste sandstrand er St. George's Bay i St. Julian's, en kort bustur væk, men den er lille og fyldt i højsæsonen. Mellieħa Bay og Golden Bay på nordkysten har mere sand og plads, men turen derud tager det meste af en formiddag med bus. Kommer du til Malta for at bade, skal du bo et andet sted end i hovedstaden.

Valletta er bygget på en bakke i et stramt gadenet, og mange af tværgaderne er lange trappegader, der går stejlt ned mod havnene. Med barnevogn bliver du hurtigt begrænset til Republic Street og Merchants Street, som ligger på ryggen af halvøen. Fortovene er smalle, og bilerne kører tæt forbi i de gader, hvor der er trafik.

Der er ingen legepladser af betydning, intet vandland og ingen strand. Større børn kan til gengæld få noget ud af krigshistorien: kanonerne på Saluting Battery under Upper Barrakka Gardens, flyet og jeepen fra Anden Verdenskrig i krigsmuseet på Fort St. Elmo og de underjordiske kommandorum i Lascaris War Rooms, hvor der er mange trapper og ingen adgang for barnevogne.

Elevatoren fra Upper Barrakka ned til havnen og færgeturen over til Sliema eller De Tre Byer er for mange børn dagens højdepunkt. Som base for en familieferie fungerer byen dårligt. Mellieħa og St. Paul's Bay har sandstrand og plads, og derfra er Valletta en dagstur med bus.

Valletta har et aftenliv, men intet egentligt natteliv. Når kontorerne lukker, bliver byen stille, og det, der er tilbage, er vinbarer, restauranter og små steder med stole ud på trapperne.

Strait Street er centrum. Den smalle gade parallelt med Republic Street var i over hundrede år forlystelsesgade for britiske og allierede sømænd, med barer, musiksteder og et ry, der fulgte med. I dag er det en gade med vinbarer og spisesteder, og nogle aftener er der levende musik. Det er hyggeligt og voksent, men det slutter tidligere end i resortbyerne.

Vil du danse til morgen, er det Paceville i St. Julian's, der gælder. Klubberne ligger der, og det er en kort taxatur fra Valletta. Bor du i Sliema eller St. Julian's, er det ofte den anden vej rundt: middag i Valletta og videre i byen tæt på hotellet.

Én aften om året vender byen op og ned. Ved Notte Bianca i oktober holder kirker, paladser og museer åbent til sent, og der er koncerter og optrædener i gaderne.

Om dagen er Valletta en af Middelhavets tættest besøgte småbyer. Krydstogtskibene lægger til ved havnefronten under bastionerne, og grupperne går samme rute: City Gate, Republic Street, katedralen, Stormesterens palads og Upper Barrakka. Mellem formiddag og sen eftermiddag er der kø ved katedralen og trængsel på udsigtsterrassen.

Det ændrer sig, når skibene sejler. Gaderne mod Marsamxett-siden og helt ude ved Fort St. Elmo er stille hele dagen, og Lower Barrakka Gardens er langt roligere end den øvre have. Sidst på eftermiddagen og om aftenen har du byen næsten for dig selv, og en gåtur langs bastionerne i mørke er noget af det bedste, Valletta har.

Det, der kan larme, er kirkeklokker, festa-fyrværkeri på sommerens helgendage og leverancer i de smalle gader om morgenen. Ligger hotellet i en af tværgaderne og ikke på selve Republic Street, sover du som regel bedre.

Vil du have en stille formiddag, så tag færgen til De Tre Byer i stedet og gem katedralen til sidst på eftermiddagen, når grupperne er væk. Søndag er også roligere, fordi butikkerne holder lukket, og kontorfolkene er hjemme.

I det maltesiske køkken mødes Sicilien og Nordafrika med et britisk lag ovenpå. Valletta er et godt sted at smage det, fordi byen har både de hurtige bagerier, som de fastboende bruger, og restauranter i de gamle huse.

• Pastizzi er sprøde lommer af butterdej med ricotta eller ærtefyld, og de sælges for næsten ingenting fra små bagerier i og omkring byen. De spises varme, gerne stående.
• Ftira er Maltas runde surdejsbrød, fyldt med tun, tomat, kapers, oliven og løg. Det er den klassiske frokost.
• Stuffat tal-fenek er kanin langtidssimret i rødvin og hvidløg og regnes for nationalretten.
• Lampuki er guldmakrel, som fanges om efteråret og bages i tærte eller steges hel.
• Imqaret er friturestegte dejruller med dadler og anis, som ofte sælges fra boder.

Til en snack hører bigilla, en grov purré af hestebønner med hvidløg, og ġbejniet, Gozos små oste, traditionelt af fåremælk.

Hvor du spiser

De bedste spisesteder ligger i sidegaderne og i Strait Street, ikke ved Republic Street, hvor menukortene er skrevet til dagsturister. Til frokost fyldes stederne med folk fra ministerierne, og det er et godt tegn. Is-Suq tal-Belt, den gamle markedshal af jern i Merchants Street, er i dag en madhal med boder fra flere køkkener under samme tag, praktisk til en hurtig frokost. Prisniveauet ligger over resortbyerne på nordkysten.

Valletta blev grundlagt af Johanniterordenen efter Den Store Belejring i 1565 og opkaldt efter stormester Jean de Valette. Byen blev planlagt fra bunden med lige gader og bastioner hele vejen rundt, og næsten alt, du ser, er bygget af den samme honningfarvede kalksten. Hele byen står på UNESCO's verdensarvsliste.

Johannes-katedralen

St. John's Co-Cathedral ser beskeden ud udefra, men indeni er hver flade dækket af forgyldt barok. Gulvet består af hundredvis af gravsten i farvet marmor over riddere fra ordenen. I oratoriet hænger Caravaggios største maleri, Halshugningen af Johannes Døberen, det eneste værk, han signerede.

Paladser og museer

• Stormesterens palads var ordenens magtcenter og huser i dag præsidentens kontor. Statsgemakkerne og rustkammeret kan besøges, men kan lukke ved officielle ceremonier.
• Det Nationale Arkæologiske Museum i Auberge de Provence på Republic Street har fundene fra Maltas stenaldertempler, blandt andet den sovende kvinde fra Hypogæet.
• MUZA, det nationale kunstmuseum, ligger i Auberge d'Italie.
• Fort St. Elmo på halvøens spids rummer krigsmuseet med historien fra bronzealderen til Anden Verdenskrig, da Malta fik Georgskorset for at holde ud under bombningerne.
• Lascaris War Rooms er tunnelerne under Upper Barrakka, hvorfra de allierede styrede forsvaret af Malta.
• Casa Rocca Piccola er et adelspalæ, der stadig beboes af familien og vises frem på rundvisninger.
• Manoel-teatret er et af Europas ældste teatre, der stadig spiller.

Haverne og byporten

Upper Barrakka Gardens har den bedste udsigt over Grand Harbour og De Tre Byer på den anden side, og under haven affyres kanonsalutten fra Saluting Battery. Lower Barrakka Gardens er mindre og roligere. Ved indgangen til byen tegnede Renzo Piano den nye byport og parlamentsbygningen, og ruinen af det gamle operahus, der blev bombet under krigen, bruges nu som friluftsscene.

Med færgen er De Tre Byer på den anden side af havnen en kort tur, med Birgu og Fort St. Angelo. Hypogæet i Paola og Mdina inde i landet kan nås med bus på en halv dag. Hypogæet tager kun få besøgende ad gangen, så billetten skal bestilles i god tid.

Valletta er en by, og naturen ligger andre steder på øen. Det, byen har, er havnen og bastionerne. En gåtur hele vejen rundt langs murene giver skiftende udsigt over Grand Harbour, Marsamxett og Sliema på den anden side og er den bedste motion, byen tilbyder.

På vandet kan du sejle over til De Tre Byer med færgen eller i en dgħajsa, den traditionelle maltesiske robåd, som i dag har motor og sejler folk over havnen. Havnerundture sejler langs bastionerne og ind i de små bugter, og de fleste bådture til Comino og Blue Lagoon går fra Sliema, en kort færgetur væk.

Dykkere har et af Maltas kendte byvrag lige under Fort St. Elmo, hvor vraget af destroyeren HMS Maori fra Anden Verdenskrig ligger. Dykkercentrene på øen arrangerer ture dertil. Fra havnefronten sejler hurtigfærgen til Mġarr på Gozo, så en dagstur til søsterøen med klipper, templer og vandrestier er nem at lave uden bil.

Shopping i Valletta foregår på to parallelle gader langs halvøens ryg. Republic Street løber fra City Gate helt ud mod Fort St. Elmo og har de kendte tøjkæder, smykkebutikker, souvenirbutikker og caféer. Merchants Street, der løber parallelt en gade mod sydøst, er lidt roligere og har flere lokale forretninger.

I sidegaderne finder du små specialbutikker, bagerier og gamle købmandsforretninger, hvor kunderne mest er naboerne. Mange af dem har skilte og facader, der ikke er ændret i generationer, og her finder du byens egen handel frem for kædernes.

Kig efter det, der er lavet på øerne:

• Filigransmykker i sølv, ofte med det ottetakkede maltesiske kors.
• Kniplinger fra Gozo, håndlavet efter gamle mønstre.
• Glas fra de maltesiske glaspustere i stærke farver.
• Honning, kapers og tomatpuré fra øens landbrug, som kan tåle flyveturen.

Is-Suq tal-Belt i Merchants Street har madboder og en dagligvarebutik i kælderen. Søndag er de fleste butikker lukket.

Valletta er Maltas regeringsby. Ministerier, domstole, parlamentet og præsidentens kontor ligger inden for murene, og om morgenen strømmer folk ind fra busterminalen ved Triton-springvandet. Ved frokosttid sidder advokater i jakkesæt på de samme caféer som turisterne, og om eftermiddagen går strømmen den anden vej.

Selve byen har få fastboende sammenlignet med forstæderne, men de, der bor her, har et stærkt tilhørsforhold. Valletta har egne band clubs, der spiller til byens kirkefester, og de fleste sogne har deres festa om sommeren med pyntede gader, processioner og fyrværkeri. En af byens største fester, for Sankt Pauls skibbrud, ligger dog midt i vinteren. Karnevallet i februar er størst her, med vogne, masker og musik i gaderne ved byporten.

Balkonerne og hverdagen

De lukkede træbalkoner, gallarija, i grønt, rødt og blåt er byens kendetegn, og de fleste hører til almindelige lejligheder. Kigger du ind i de smalle gader mod Marsamxett, ser du vasketøj, små kirker på hjørnerne og ældre beboere på trappestenene. Det er en anden by end paradegaden.

Uden for sæsonen er Valletta stadig en levende hovedstad. Kontorerne, skolerne og domstolene arbejder året rundt, og Manoel-teatret spiller sin sæson fra efteråret til forsommeren. Vinteren er den tid, hvor du oplever byen mest på de fastboendes præmisser.

Sproget og naboerne

På gaden hører du mest maltesisk, et semitisk sprog skrevet med latinske bogstaver og fyldt med italienske og engelske låneord. Alle taler også engelsk, og skilte, menukort og busplaner er på begge sprog. Søndag formiddag går mange af de ældre beboere i kirke og bagefter til deres band club eller en af de små barer på hjørnet, og det er her, byens sladder bliver udvekslet. Floriana lige uden for porten har samme blanding af kontorer og almindelige boliger.

Valletta koster mere end resten af øen. Restauranterne i de gamle palæer og vinbarerne i Strait Street har hovedstadspriser, og hotellerne inden for murene er få, små og ofte indrettet i gamle huse, hvilket gør dem dyre i forhold til størrelsen.

Den billige side findes også. Pastizzi og ftira fra bagerierne giver meget for pengene, og madboderne i Is-Suq tal-Belt er billigere end en restaurant. Haverne og byvandringen koster intet, og færgen og bussen er billige. Museerne og katedralen har entré. Vil du se flere af de statslige museer, kan det betale sig at se på et kombikort fra Heritage Malta, mens katedralen har sin egen billet.

Bor du i Sliema eller St. Julian's og tager ind på dagsture, betaler du resortbyernes priser for overnatning og hovedstadens kun for det, du spiser her.

Valletta er en by af sten, og det mærkes i juli og august. Dagtemperaturen ligger omkring 32 grader, gaderne har kun lidt skygge midt på dagen, og stenen holder på varmen langt ud på aftenen. Om natten falder det kun til lidt over 22 grader. Sightseeing i højsommeren er bedst tidligt og sent.

Til byferie er foråret og efteråret bedst. I april er det omkring 20 grader og i maj 24, med få regndage. Oktober har stadig omkring 25 grader om dagen, men regnen tager til med en byge en gang imellem. September er varm, omkring 29 grader, og havet er stadig omkring 26 grader, hvis du vil kombinere byen med badning.

Vinteren er mild med omkring 16-17 grader om dagen fra december til februar, og regnen kommer som byger på cirka hver tredje dag. Havet er nede på 15-16 grader i januar og februar, så badetøjet kan blive hjemme, men vejret er fint til at gå rundt, og byen er helt sin egen. Vinden fra nordøst kan være hård om vinteren og stoppe færgen fra Sliema.

Lufthavnen ved Luqa ligger syd for Valletta, cirka 6 km væk i luftlinje, og ingen af de danske rejsemål på Malta ligger tættere på. Flyveturen tager ca. 3 timer og 25 minutter fra København og ca. 3,5 timer fra Billund, hvor der især er afgange om sommeren.

Få chartergæster bor i selve Valletta. Kun få hoteller inden for murene sælges som pakkerejse, og langt de fleste pakkerejser til Malta har hotel i Sliema eller St. Julian's. Derfra tager du færgen over Marsamxett eller bussen ind til byen. Er Valletta hovedformålet, er det værd at vælge Sliema, hvor færgen gør byen til en del af hverdagen.

Har du hotel i Valletta, er turen fra lufthavnen kort. En direkte bus fra lufthavnen kører til busterminalen ved byporten, og en taxa er hurtigere. Tjek, om transfer er med i din pakke. Sidste del skal ofte gå til fods, fordi biltrafikken inden for murene er begrænset.

Inden for murene går du overalt. Byen er lille nok til, at du kan gå fra City Gate til Fort St. Elmo på en kvarters tid, men regn med stejle trappegader, når du skal ned mod havnene. Elevatoren fra Upper Barrakka bringer dig ned til færgen mod De Tre Byer.

Busterminalen ved Triton-springvandet uden for byporten er centrum for busnettet, og de fleste hovedruter starter eller slutter her. Malta har ingen jernbane, så bussen og færgerne er det, du har. Færgerne sejler fra Marsamxett til Sliema, cirka 2 km væk i luftlinje, og fra Grand Harbour til De Tre Byer. Hurtigfærgen til Gozo, cirka 29 km væk, sejler fra kajen under Upper Barrakka og tager kun gående passagerer. Bilfærgen til Gozo sejler fra Ċirkewwa på øens nordspids.

Med bus er St. Julian's, cirka 3 km væk, en kort tur, mens St. Paul's Bay og Mellieħa, cirka 12 og 15 km væk, tager længere tid, end afstanden lyder af, fordi bussen holder ofte og trafikken er tæt. Bil har du ikke brug for i Valletta, og parkering er svær. Lejer du bil til resten af øen, så husk, at trafikken holder til venstre.