Caniçal: Tunhavn og hvalfangerby for enden af Madeira

Caniçal har ikke en bystrand i almindelig forstand. Byen ligger ved en havn med kajer og moler, og kysten omkring den er klipper og runde sten. Badningen foregår to steder, og begge er små.

• Prainha ligger lidt øst for byen på vejen ud mod halvøen. Det er en af de få naturlige sandstrande på Madeira, med mørkt, næsten kobberfarvet vulkansand i en lille bugt under klipperne. Du kommer derned ad en kort, stejl sti fra parkeringen, og der er toiletter og et spisested om sommeren.
• Complexo Balnear do Caniçal er byens badeanlæg med to saltvandsbassiner, et stort og et lille, og trapper direkte ned i havet. Der er entré, og anlægget er mest brugt af lokale familier.
• Cais do Sardinha for enden af vandreturen på Ponta de São Lourenço har en lille kaj, hvor mange tager en dukkert, før de går tilbage.

Prainha er smuk, men den er så lille, at den fyldes hurtigt på varme dage og i weekenderne. Bølgerne kan være kraftige, og der er strøm i bugten, når havet er uroligt. Vil du have en større strand med roligt vand, er den gyldne strand med importeret sand i Machico det nærmeste bud, få kilometer mod vest.

Det, der virker bedst på børn i Caniçal, er Museu da Baleia. Her hænger hvaler, delfiner og sæler i fuld størrelse fra loftet, og der vises 3D-film om livet i havet. Selv mindre børn kan gå rundt i det store rum og kigge op på dyrene.

Badeanlægget har et lille bassin til børn, og det er det sikreste sted at bade. Prainha er derimod ikke god til små børn: stien ned er stejl, og bølgerne og strømmen kan være stærke. Selve byen har få legepladser og ingen ferieanlæg bygget til familier, og hotellerne er få.

Vandreturen på halvøen kan gå med større børn, der er vant til at gå, men der er ingen skygge og stejle skrænter langs stien. Med små børn er Machicos sandstrand og Santa Cruz, hvor øens vandland ligger, mere oplagte dagsture. Større børn, der kan tåle en tur på åbent hav, får meget ud af en bådtur fra lystbådehavnen for at se delfiner.

Om aftenen sker der meget lidt i Caniçal. Et par caféer og snackbarer ved havnen og på hovedgaden holder åbent, og her sidder de fastboende med en øl eller en poncha og ser fodbold. Der er ingen barer for turister, ingen livemusik og intet diskotek.

Det ændrer sig kun i september, når byens store kirkefest fylder havnen med folk, boder og musik i en weekend. Resten af året går byen tidligt i seng, og det er stille på gaderne, længe før det bliver sent.

Machico, få kilometer væk, har lidt mere liv ved strandpromenaden. Vil du i byen for alvor, skal du til den gamle bydel i Funchal, hvor gaderne med de malede døre er fulde af barer og restauranter, og så skal du regne med taxa hjem.

En typisk aften i Caniçal er et måltid ved havnen og en gåtur langs kajen, mens lyset fra tunbådene spejler sig i vandet.

I den lille fiskerby på øens østspids er der næsten helt stille om aftenen. Der er ingen festgader, få turister og meget lidt gennemkørsel, fordi vejen ender ude på halvøen.

Om dagen er billedet et andet, og det er værd at vide, før du vælger hotel. Øens fragthavn ligger her, og sammen med erhvervsområdet bag den giver den lastbiler, containere og arbejde på kajerne. Bor du tæt på havnen, hører du det i dagtimerne, men det stilner af om aftenen.

Den største ro finder du ude mod Ponta de São Lourenço, hvor landskabet er nøgent og vinden ofte frisk. Tidligt om morgenen, før vandrerne kommer, er halvøen næsten tom. Flyene til lufthavnen høres mere i Machico og Santa Cruz end her.

Caniçal lever af tun, og fisken kommer i land på kajen i byen. Tunbådene lander en stor del af øens fangst her, og derfor står tun på næsten alle menukort, typisk som en tyk bøf på grillen eller stegt med løg og hvidløg.

Albueskæl, lapas, er de små muslingelignende snegle, der vokser på klipperne. De serveres i panden med smør, hvidløg og citron, mens de stadig syder. Spisestederne ved havnen er enkle, med plastikduge og fjernsyn i hjørnet, og fisken er grillet uden ret meget andet end salt og olie.

Til tunen hører bolo do caco, det flade madeirensiske brød med hvidløgssmør, og stegte majsterninger. Til sidst kommer ofte et glas poncha, øens drik af sukkerrørsrom, honning og citron.

Udvalget er lille, og der er ingen restauranter med ambitiøse køkkener. Dem finder du i Funchal. Prainha har et spisested lige ved stranden om sommeren.

Caniçal var Madeiras hvalfangerby, og byens vigtigste seværdighed handler om den tid. Indtil 1981 blev kaskelothvaler fanget fra åbne robåde med harpun og trukket ind til fangststationen i byen.

• Museu da Baleia fortæller den historie i den ene del og viser havets hvaler og delfiner i den anden. Museet ligger i en moderne bygning og er, ud over vandreturen, det, de fleste besøgende kommer for.
• Capela de Nossa Senhora da Piedade står på en bakke over Prainha med udsigt over havet. Det lille hvide kapel er fiskernes kirke og udgangspunktet for byens store fest.
• Ponta do Rosto er et udsigtspunkt på vejen ud mod halvøen, hvor du ser både nordkysten og sydkysten, og på klare dage Porto Santo.

Mere er der ikke. Machico har øens ældste kirker og et lille fort ved havnen, og resten af øens kultur samler sig i Funchal.

Caniçals store trumf er beliggenheden ved Ponta de São Lourenço, den smalle, nøgne halvø, der stikker ud fra øens østspids. Landskabet er helt anderledes end det grønne Madeira: rødbrune og gule klipper, lave buske, havet på begge sider og stejle skrænter ned mod det.

Vandreturen på Ponta de São Lourenço

Ruten hedder Vereda da Ponta de São Lourenço og begynder ved parkeringen i Baía d'Abra, en kort køretur øst for byen. Stien går op og ned over halvøen med udsigt til begge kyster og ender ved Casa do Sardinha, et gammelt hus med et lille serveringssted. Herfra går du samme vej tilbage, og hele turen tager et par timer eller lidt mere.

Der er næsten ingen skygge, og vinden kan være kraftig, så tag vand, solcreme og fast fodtøj med. Stien videre op på Pico do Furado efter Casa do Sardinha er ikke en del af den officielle rute, så vend om ved huset. Stien er en af øens klassificerede PR-stier, og adgangen skal bookes og betales online på forhånd. Kom tidligt, for parkeringen fyldes op i løbet af formiddagen.

På og under vandet

Fra lystbådehavnen øst for byen sejler mindre både ud for at se hvaler og delfiner og rundt om halvøen til fyret på den yderste holm. Om sommeren er der også kajakture og snorkling langs klipperne, hvor vandet er klart og skærmet for bølgerne.

Farvandet omkring halvøen er beskyttet natur, og med meget held ser du en munkesæl, en af Europas sjældneste sæler. Mange måger yngler på klipperne, og om aftenen kan du høre skråpernes klagende kald.

Mere natur i nærheden

Pico do Facho over Machico er en kort tur op til et udsigtspunkt over lufthavnen og bugten. Inde i landet ved Santo da Serra begynder flere levadaer, de gamle vandingskanaler, som stierne følger gennem skoven.

I Caniçal handler du kun det mest nødvendige. Byen har et par minimarkeder, en bager og nogle få lokale butikker til dagligvarer, og det er det. Der er ingen souvenirgader, ingen boder ved havnen og intet indkøbscenter.

Har du brug for et større supermarked, ligger de nærmeste i Machico, og det er også her, du finder et apotek og lidt flere almindelige butikker. Museu da Baleia har en lille butik med bøger og ting med hvaler.

Til broderier, madeiravin, honningkage og de lokale kurvevarer skal du til Funchal, hvor markedshallen og gaderne i centrum har det hele. Det er en dagstur værd, og du kan kombinere den med resten af byens seværdigheder.

Om søndagen kan du køre op til markedet i Santo da Serra, hvor folk fra bakkerne sælger frugt, grønt og hjemmelavede ting.

Caniçal er en arbejdsby. Livet drejer sig om havnen, hvor tunbådene lægger til og losser, og om kajen, hvor mændene reparerer net og sidder på bænkene i skyggen. Turismen fylder lidt, og de fleste, du møder på gaden, bor her.

Byens historie som hvalfangerby sidder stadig i mange familier. Flere af de ældre har selv været med i bådene eller arbejdet på fangststationen, og ideen til museet kom fra en tidligere leder af hvalfangsten.

Festen i september

Årets største dage i Caniçal er tredje weekend i september, når fiskerne fejrer Nossa Senhora da Piedade. De bærer figuren ned fra kapellet på bakken og sejler den til kirken i byen i en procession af pyntede både. Dagen efter sejler den tilbage igen. Havnen er fuld af folk fra hele øen, og der er boder, mad og musik. Uden for festen er byen den samme hele året, med samme rytme om vinteren som om sommeren.

Caniçal er en billig by at spise og handle i, for caféerne og spisestederne har lokale kunder hele året. Spisestederne ved havnen har madeirensiske priser, og en grillet tunbøf koster mindre end tilsvarende i Funchals gamle bydel. Kaffe og en pastel de nata på en lokal café er nogle af de billigste ting på hele øen.

Hotellerne trækker den anden vej. Der er få af dem, og det største er et resort ved lystbådehavnen ude mod halvøen, der ligger i den dyrere ende for Madeira. Bådture, kajak og hvalsafari er de dyreste dagsoplevelser, og de koster det samme som andre steder på øen. Museet har en almindelig entré.

Supermarkederne er få og små, så de største indkøb gør du billigst i Machico. Samlet er Caniçal et sted med billig mad og dyrere overnatning, og det jævner sig nogenlunde ud for Madeira.

Caniçal har det milde, jævne klima, Madeira er kendt for. Dagtemperaturen ligger omkring 20 grader fra december til marts og stiger langsomt til omkring 27 grader i august og september. Om natten falder den sjældent under 14 grader.

I marts er havet nede på knap 18 grader, og i september topper det med lidt over 23. Til badning er juli til oktober den bedste tid, når vandet når 22 grader eller mere. I vinterhalvåret er det mere en tur ud og ind af vandet.

Østspidsen er tør. Om sommeren regner det næsten aldrig, og selv i december, den vådeste måned, er der omkring 8 regndage. Til gengæld blæser det ofte på halvøen, og vinden gør det koldere, end termometeret siger, når du går derude om vinteren.

Til vandreturen er foråret og efteråret mest behagelige, fordi der ingen skygge er på stien. Midt på sommeren skal du ud tidligt.

Fra Madeiras lufthavn ved Santa Cruz er der cirka 6 km i luftlinje til Caniçal. Flyvetiden fra København er ca. 5 timer, og fra Billund ca. 4 timer og 50 minutter. Det er længere, end mange forventer for en rejse i Europa, fordi øen ligger ude i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst.

Fra lufthavnen kører du mod øst gennem Machico og videre gennem tunnelerne til Caniçal. Det er en kort køretur, og transferen herud er en af de korteste på øen. Hotellerne i Funchal og Caniço ligger alle længere væk fra lufthavnen.

Rejser du med pakkerejse, så tjek, om transfer er med. Ellers holder taxaerne ved ankomsthallen, og der går busser fra lufthavnen mod Machico og Caniçal.

I Caniçal går du overalt i byen, for den er lille. Havnen, museet, badeanlægget og caféerne ligger tæt, Prainha ligger et stykke ude ad vejen mod halvøen, og bussen mod Baía d'Abra stopper der på forlangende.

Til Baía d'Abra, hvor vandreturen begynder, kører busserne fra Funchal gennem Caniçal og videre ud til parkeringen. Machico ligger cirka 3 km væk i luftlinje, og Santa Cruz og Santo da Serra cirka 8 km. Til Caniço er der cirka 14 km og til Funchal cirka 19 km i luftlinje, men vejen går gennem en række tunneler og er længere.

Vil du se mere af Madeira, er en lejebil den nemmeste løsning. Vejene er stejle og snoede, så snart du kommer væk fra motorvejen langs sydkysten, og turen ud til nordkysten eller op i bjergene tager længere tid, end kortet antyder. Busserne er billige, men de går sjældnere til de små steder, og de sidste afgange er tidligt om aftenen.